Nyt ledningsregistreringssystem til Aalborg Forsyning

Nyt ledningsregistreringssystem til Aalborg Forsyning

Udgivet d. 02 november 2020
 
WSP Informatik fik i 2019 til opgave at levere Aalborg Forsynings nye ledningsregistreringssystem til kloak. Det blev et projekt, som igennem tæt samarbejde  sikrede en god og sikker konvertering af forsyningens vigtigste data med styr på de mange integrationer til øvrige systemer. Samtidig blev funktionerne i Informatiks uGraph Waste Water produkt også optimeret. uGraph er WSP Informatiks produkt til ledningsregistrering på Esri's ArcGIS-platform. Resultatet af samarbejdet blev, at Aalborg Forsyning fra 1. juni har fået implementeret et driftsklart system præget af deres behov. Efterfølgende har vi arbejdet med at integrere uGraph i resten af forretningen for optimering af forsyningens arbejdsgange.

Et tæt samarbejde gør uGraph stærkere end nogensinde

Da Aalborg Forsyning og WSP Informatik indgik en aftale om at skifte forsyningens system til ledningsregistrering, var det med en vision om at skabe et brugervenligt system. Det skulle understøtte Aalborg Forsynings ønsker om at håndtere forretningskritiske informationer om ledningsnettet effektivt og til gavn for både Aalborg Forsyning, samarbejdspartnere og borgere. Implementeringen forløb som et tæt samarbejde.
 
”Der var en god og ærlig snak om, hvad vi skulle arbejde hen mod. Der var ærlighed om, hvad der drillede. I stedet for at skændes, arbejdede vi beslutsomt for at få et godt resultat med tilfredshed for begge parter”, siger Aalborg Forsynings projektleder, Mette Godsk Nicolajsen.
 
Den gode dialog betød, at Aalborg Forsynings behov i vid udstrækning blev imødekommet gennem forbedringer i produktet, som er tilgængelige for alle kunder. Det betyder at uGraph Waste Water nu står stærkere end nogensinde.

Brugervenlighed og en rig datamodel øger effektiviteten

Gennem det sidste 1,5 år har WSP Informatik arbejdet intenst på udviklingen af uGraph med særligt fokus på spildevand. Samarbejdet med Aalborg Forsyning gav dermed et kæmpe skub i udviklingen. Det færdige produkt leverer derfor et moderne, brugervenligt system, som indeholder en næsten komplet understøttelse af DanDas-modellen. uGraph gør det let at arbejde med den komplekse DanDas-datamodel, som Aalborg Forsyning benytter, ved at lade brugeren se og rette i data via brugervenlige dialoger. Samtidig sikrer produktet gennem løbende validering en høj datakvalitet. En stor del af projektet omhandlede også at få ledningsregistreringssystemet integreret i Aalborg Forsynings eksisterende IT-portefølje, således at data frit kan bevæge sig mellem forskellige systemer. uGraph er fuldt integreret med ArcGIS og lader Aalborg Forsyning udnytte standardfunktionalitet til versionering, geometrisk netværk, lagopsætning m.v. På denne måde fungerer funktionerne i uGraph for brugerne som en udvidelse af den "værktøjskasse", som de allerede kender. Samtidig gør anvendelsen af en SDE-database det let at udnytte data i andre sammenhænge som eksempelvis integrationer og WebGIS-løsninger.
 
Alt dette har resulteret i en optimeret version af uGraph, hvor pålidelig og overskuelig information øger effektiviteten og giver besparelser gennem stabile renoveringsprogrammer.

Del denne side